CULES

Information

Indlægget var skrevet i 10 aug 2012, og hører under Artikel.

Adeu, Gaspart

Den catalanske kæmpe er tvunget i knæ. Klubpræsident Joan Gaspart har valgt at tage konsekvensen og sige farvel med et valg i utide.

Af Mikkel Larsen, b.dk

Så blev det for meget, selv for Joan Gaspart. Efter godt to turbulente år på præsidentposten i den spanske storklub smed han i går håndklædet i ringen og udskrev nyvalg to år før tiden. Han genopstiller ikke til stor glæde for størstedelen af klubbens krævende fans.
Det blev resultatet af et ekstraordinært bestyrelsesmøde i direktionslokalerne ved Camp Nou i aftes, hvor Gaspart og hans nærmeste medarbejdere mødtes for at forberede præsidentens afgang. I første omgang valgte bestyrelsen at fremskynde en ekstraordinær generalforsamling en måned til den 1. marts. På dette møde vil Gaspart forklare sig for medlemmerne, hvorefter han træder tilbage. I stedet tyder alt på, at vicepræsident Enric Reyna konstitueres som ny præsident, indtil der til sommer kan blive afholdt valg til posten.
»Vi er nået til et punkt, hvor vi tvinges til at tage en beslutning. Det er muligt, at der er folk, der mener, at jeg kunne have taget den før. Eller at jeg ikke bør tage den, før jeg har opfyldt mine fire år på posten. Jeg har bedømt det hele og har besluttet at fremskynde generalforsamlingen, så medlemmerne kan blive hørt. Indtil denne dag vil jeg stå i spidsen for klubben,« sagde den afgående præsident i går.
Gaspart er ofte blevet beskyldt for at mangle formatet til at lede så mægtig en klub som Barcelona. Beslutningen om at trække sig tilbage kommer efter en særlig kaotisk periode. To gange inden for de seneste tre måneder er der blevet forsøgt rejst et mistillidsvotum mod præsidenten, og antallet af fangrupper, der efterhånden slutter sig til klagekoret, er stadigt voksende. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, kom forleden, da en af præsidentens nærmeste medarbejdere, vicepræsidenten Salvador Alemany, gik i protest mod ledelsesstilen. Han var den sjette vicepræsident, der forlod skuden under Gaspart.

Sportsligt er Barça i år gået fra nederlag til nederlag i den hjemlige liga, og det stjernespækkede mandskab ligger for tiden på en beskæmmende 15. plads, kun tre point fra nedrykning. Holdet blev tidligt slået ud af pokalturneringen af upåagtede Novelda fra 3. division, og efterårets succes i Champions League ligger efterhånden så langt tilbage, at ingen tør håbe på en fortsættelse, når turneringen genoptages om halvanden uge. End ikke fyringen af den forhadte hollandske træner, Louis van Gaal, har kunnet løfte dommedagsstemningen i klubben. Risikoen for at ende uden en titel for tredje år i træk er overhængende, og fansene har mistet tålmodigheden med Gasparts proklamerede »Nye Dream Team«, der altså aldrig blev til mere end netop det, en drøm.

Der er lukket for kommentarer.