CULES

Information

Indlægget var skrevet i 06 aug 2012, og hører under Artikel.

Hadefuldt: Her er fem af de store spanske klassikere

Opgøret mellem Real Madrid og FC Barcelona er meget mere end fodbold.

Af Michael Bech, politiken.dk

Der er utrolig meget at leve op til for Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, når de mødes i aften i Barcelona.

Kampen i aften mellem Real Madrid og Barcelona udråbes ellers blandt andet som en duel mellem de to superstjerner.

Men i selve den spanske klassiker, ‘El Clásico’, er det vigtigste ikke spillerne eller kampen på grønsværen.

Politisk kamp

Der er så ufattelig meget andet på spil, når arvefjenderne mødes. Det er den spanske nationalmelodi over for den katalanske hymne. Det er centralmagten mod seperatisterne. Det er også trofæ-kampen mellem de to suverænt mest vindende klubber i det fodboldglade land. Men først og fremmest er det rent had mellem tilhængerne af to store fodboldklubber, der repræsenterer et opdelt Spanien.

Ingen krydser ustraffet grænsen

Man skifter således ikke mellem de to klubber. I nyere tid har tre udlændinge mærket, at det er en uskreven regel: Tyske Bernd Schuster skiftede fra Barcelona til Real Madrid i 1988, Michael Laudrup foretog det samme umulige skifte i 1994 og portugisiske Luis Figo er det nyeste eksempel fra 2000. Michael Laudrup mærkede den massive modstand og virkede nærmest fysisk hæmmet af den meget hadske stemning, da han første gang optrådte i den hvide Real-trøje på Barcelonas hjemmebane.

Figo og grisehovedet

Og da Luis Figo i 2002 kom tilbage på Nou Camp som Real Madrid-spiller måtte kampen afbrydes i flere minutter, da portugiseren skulle tage et hjørnespark. Ophidsede Barcelona-tilhængere dyngede den tidligere Barcelona-helt til med lightere, plasticflasker og mønter – og et afskåret grisehoved.

Her er fem mindeværdige El Clásico-opgør:

 1943: Den politiske kamp mellem klubberne stammer fra General Francos æra i Spanien. Under semifinalen i pokalturneringen (som dengang hed Copa del Generalísimo) tabte Real Madrid første opgør 3-0, og General Franco blev rasende.

Den nationale sikkerhedschef besøgte Barcelonas omklædningsrum før returkampen og betonede, at »I spiller kun på grund af velvilligheden fra et regimet, der har tilgivet jeres mangel på patriotisme«. Barcelona lagde sig på ryggen og tabte med 11-1.

1953: Real Madrids største profil nogensinde, Alfredo di Stefano, blev oprindeligt opdaget af Barcelona, som skrev kontrakt med argentineren. Men Real Madrid greb ind i handlen, som Fifa måtte mægle i. Alfredo di Stefano blev ‘dømt’ til at spille fire sæsoner i Spanien ligeligt fordelt mellem de to klubber. Men Franco-regimet pressede Barcelona til at opgive spilleren mod et større beløb.

To uger senere scorede argentineren to mål i en 5-1-sejr til Real Madrid over Barcelona.

 1974: Real Madrid forsøgte også ‘di Stefano-tricket’ over for Johan Cruyff i 1973. Hollænderen havde skrevet under med Barcelona, men Real Madrid ville have fat i Ajax-stjernen.

Men Johan Cruyff blev i Barcelona. I februar 1974 scorede han et mål på Bernabeu og lagde op til yderligere tre i en 5-0-sejr til katalanerne over kongeklubben.

 1995: Johan Cruyff blev også en stor manager i Barcelona. Men han mistede sit job i 1996 – mest af alt på grund af Michael Laudrup. Danskeren var den store kreatør på Barcelona-holdet, der vandt 5-0 over Real Madrid i 1994, men blev lagt på is og presset ud af klubben af Johan Cruyff.

Michael Laudrup skiftede til ærkerivalerne og vandt med Real Madrid mesterskabet året efter – blandt andet efter en 5-0-sejr over Barcelona i 1995. Efter kampen kunne man dagen efter købe nøgleringe i Madrid med påskriften: ’5-0 – vi er de største’.

 2002: Selve opgøret var meget atypisk. Det endte 0-0 og var generelt en kedelig affære. Men katalanerne reaktion over for deres tidligere helt Luis Figo var helt ekstraordinær.

 

 

Ja – det er episoden med grisehovedet. Under et hjørnespark til Real Madrid, bliver den ny Madrid-spiller Luis Figo overdænget med kasteskyts – blandt andet et afskåret gisehoved.

Der er lukket for kommentarer.